Udtagelse til U18 EM og Junior EM -10m

18-12-2025

 

Landsholdet udtaget til U18 EM og Junior EM i 10 m skydning

Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) har udtaget landsholdene, der skal repræsentere Danmark ved U18 Europamesterskabet og Junior Europamesterskabet i 10 m skydning, som afholdes i februar i Burgas, Bulgarien.

U18 EM – 10 m luftriffel

U18-landsholdet i 10 m luftriffel består af Storm Franzen (Kolding Bramdrup Skytteforening) og Kathrine Janner (Viborg Skytteforening).

Storm Franzen er udtaget på baggrund af stærke og stabile resultater ved sæsonens vurderingskonkurrencer, herunder DM 2025 (622,1), Klippan (623,1), Trehøje Open (621,0) og RIAC (619,4).

Kathrine Janner har ligeledes leveret overbevisende præstationer i vurderingskonkurrencerne, og den sportslige ledelse ser udtagelsen som et naturligt næste skridt efter hendes lovende internationale debut ved Youth League sidste år.

U18 EM er et relativt nyt mesterskab med et anderledes konkurrenceformat, som den sportslige ledelse vurderer som et særligt godt match til de to udtagne skytter. Begge skytter skal deltage i EM-konkurrencen (40 skud) samt ESC SOLO- og DUET-events.

Som træner og holdleder deltager Alexander Helleskov, der har stor erfaring med udvikling af unge eliteskytter.

Junior EM – 10 m luftpistol

Danmark stiller med to skytter i 10 m luftpistol ved Junior EM: Sif Gorm Hansen (Nyborg Skytteforening) og Ella Hermann (Skyttelauget Kgs. Lyngby).

Sif Gorm Hansen har haft en imponerende 2025-sæson og afsluttede året med et resultat på 564 ved stævnet i Klippan.

Ella Hermann deltager som RPO-skytte (Ranking Points Only) med fokus på at opbygge international erfaring og styrke sit langsigtede udviklingsforløb.

Udviklingslandstræner for pistol, Marcus Errebo, udtaler:

“Sif er i en meget flot udvikling, blandt andet dokumenteret gennem stærke resultater på det militære landshold i den seneste sæson. Junior EM er et naturligt næste skridt. Ella er en lovende skytte med et tydeligt langsigtet perspektiv, og deltagelsen ved EM vil give værdifuld international erfaring.”

Marcus Errebo deltager som træner og holdleder for pistolskytterne.

Junior EM – 10 m luftriffel

Til Junior EM i 10 m luftriffel er Mikkeline Vibe Christensen (BPI), Liane Filtenborg (Kolding Bramdrup Skytteforening) og Matias Ligaard (Trehøje Skytteforening) udtaget.

Mikkeline Christensen og Liane Filtenborg har begge præsteret på et højt og stabilt niveau gennem vurderingsstævnerne. Mikkeline har opnået resultater på 622,6 (Klippan) og 622,7 (RIAC), mens Liane har leveret en toppræstation på 623,7 ved Klippan.

Matias Ligaard er udtaget på trods af, at tekniske ændringer har påvirket de kortsigtede resultater:

“Matias har gennemgået tekniske justeringer, som har haft indflydelse på de seneste resultater, men med hans præstationshistorik og store udviklingspotentiale er udtagelsen et naturligt valg,” udtaler riffellandstræner Leif Steinar Rolland.

Leif Steinar Rolland uddyber:

“Jeg ser et stort potentiale i alle fem udtagne riffelskytter og glæder mig til at følge deres fortsatte udvikling gennem øget international erfaring.”

Leif Steinar Rolland fungerer ligeledes som træner og holdleder for riffelskytterne ved mesterskabet.

Fakta

Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) ønsker de udtagne skytter, deres trænere og foreninger stort tillykke med udtagelsen og held og lykke ved mesterskaberne.

 


Vores sociale medier

Vores partnere

10